,

Kontakten mellem du og jeg – om fællesskaber

Det ligger en tyngde i mig. Som om jeg er træt, og måske er jeg også det. Det er ikke kun fryd og glæde at være gravid, selvom det har været det, det meste af tiden. Jeg ville have elsket at skrive med den gejst jeg har haft de sidste dage, men energien skulle bruges i familien i stedet, for Byron og jeg har været væk i weekenden, og herefter skulle der samles tråde.
Tråde der cirklede om vores familieliv, som er næsten hele mit liv nu. Det giver mening i mig, fordi jeg godt kan lide at dedikere mig til dér, hvor jeg er i livet. Jeg er mor til små børn, jeg bygger en familie og jeg bygger deres fundament for livet. Jeg SKAL være her, siger mit hjerte mig. Jeg skal ikke bygge karriere lige nu. Eller hus. Alt drejer sig om, eller giver på en eller anden måde mening for familien. Det er som det skal være.
Jeg gav Byron og jeg en tidlig julegave i år, som skulle bruges før baby kom. Et hotelophold for en weekend, kun Byron og jeg, et rart rum og den smukke natur ved Skanderborg søerne. Det var den vildeste fornemmelse at blive hevet ud af den vante kontekst herhjemme. Vanerne, dagligdagen, det vi troede, vi var blevet til og de konstante afbrydelser fra børnene. Vi kan endnu ikke fordybe os i noget ud over dem, når de er vågne. Og min graviditet gør, at jeg skal sove i mange timer hver nat. JA, det har været en hård periode – at have børnene hjemme og være gravid samtidig. Men jeg er stadig befriet i mit hjerte pga. valget om at tage børnene hjem, da vi gjorde. Og jeg ved at mange andre har gjort det før mig – haft flere børn hjemme samtidig med, at de fik en baby. Jeg har rollemodeller at skæve til, når det bliver hårdest. Værdierne og drømmene er på plads i mig, og det giver mig styrke, at jeg efterlever dem.

Men vi fortjente virkelig en luksusferie. Undervejs i weekendopholdet slap vi alt det gamle. Vi formede bare fremtiden ud fra dér, hvor vi er nu, og vi lagde planer, som skal nære os og vores liv sammen endnu mere. Ham og jeg. Børnene og os. Os alle sammen. Det blev tydeligt, hvor fantastiske vi er sammen. Det blev tydeligt, hvorfor vi venter os et barn mere. Og hvorfor vi også klarer det sammen. Men det blev også tydeligt, at der skal forandringer til, for at vi kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Og hvorfor ikke stile efter det bedste, vi kan få?

Jeg har en meget levende drøm om fællesskab, som kom efter at jeg fik børn. Som er stærkere, nu hvor børnene er hjemme. Og som der kommer flere børn til. Jo længere tid jeg er mor, des mere tyer jeg til det, der føles naturligt. Det føles ikke naturligt, at vi mennesker bor i hver vores opdelte enhed. Det føles ikke naturligt, at vi ikke hjælper hinanden i hverdagen, når vi egentlig har brug for det. Det føles ikke naturligt, at vi ikke kender vores naboer, og at børnene ikke leger med deres børn. Der findes en fin blog, skrevet af Pernille, som handler om behovet for disse fællesskaber, hvis du vil læse mere i den retning. For ja, ”det kræver en landsby” at opfostre børn på naturlig vis.

Min kloge veninde har introduceret mig for udtrykket ”behovsbørn”, som kommer fra Marshall Rosenberg (manden bag ”ikke-voldelig-kommunikation”/girafsprog). Vi har alle behov, vi har brug for at få dækket. Kontakt, kærlighed, overskuelighed, osv. (indsæt selv det du evt. mangler lige nu…). Behovene, som vi ikke selv kan stå for, forsøger vi at få dækket af menneskerne omkring os, og jo mere vi pakker os sammen om vores kernefamilie, vores hus og have, des sværere bliver det at få alle vores behov dækket. Min kæreste kan ikke dække alle mine behov til alle tider. Ej heller mine børn. Og det er heller ikke meningen. Det har vitterligt aldrig før i vores historie været meningen, at vi i så stort et omfang skal fokusere vores energi på vores partner! Prøv at stille menneskets historie op for dig selv, og se hvordan vi altid har levet i fællesskaber, og først de sidste årtier har vi snævret det mere og mere ind. Det er altså klart, at vi får stress, går fra hinanden og føler os alene af at leve så komplekst et liv, og samtidig forventer at vi skal klare det meste selv!
Derfor må vores førnævnte ”behovsbørn” blive passet hos nogle andre ind imellem. Vi sætter dem i kærlig pleje hos nogle, der har lyst og overskud til at hjælpe med at dække dem. En dag kan vi tage dem hjem igen, når der er plads. Først kræver det altså en bevidsthed omkring, at der er behov der ikke bliver dækket, og herefter en aktiv handling for at finde nogle andre, der kan hjælpe. Og det sidste kan godt være en udfordring i det samfund vi lever i. Eller i hvert fald for mig. For vi har lært, at vi som individualister, skal gøre en ære i at kunne klare os selv. Spørger man om hjælp er det en svaghed. I starten stod jeg ved siden af mig selv og så rystende til, mens min veninde hjalp med at rydde op i mit hjem. Må man virkelig det, spurgte mine overbevisninger mig? Er jeg så stadig stærk og handlekraftig? Efterhånden blev jeg bedre til det og kunne se at sårbarheden og at turde at række ud er præcis, hvad der gør mig stærk.

De sidste måneder har Byron og jeg virkelig kigget hinanden i øjnene og forstået, at vi skal lære at række mere ud til dem vi kender, og dem vi endnu ikke kender. For det viser sig faktisk, at efter vi er begyndt at spørge om hjælp, så kommer der mere til. Uden at vi beder om det. Det opstår bare fordi vi er åbne for det. Uden modstand kan det meste ske. Fx i går har min svigermor været her og gjort rent. Hun tog også noget stof med hjem, så hun kunne sy gardiner til barselshulen. Sådan en fast aftale har vi hver torsdag. Når baby kommer har min veninde lovet at komme og hjælpe til med huset, lave mad til os og hygge med drengene. Hver mandag. Vi har talt med flere venner og familiemedlemmer om de vil afsætte 1-2 gange om måneden til at lave noget med drengene, komme med aftensmad eller hvad der nu er behov for. Det er vores hjælpende engle og det skaber liv i hjemmet, som vi også elsker.
Jeg oplever at glæden smitter, for vi har jo brug for at være noget for hinanden og at få respons på det. Jeg kan ikke takke min el-leverandør, eller de mennesker, der har sat vindmøller op for at lave strøm til mig, for jeg aner ikke hvem det er, eller også har jeg lært at penge er tak nok og gør derfor ikke noget for at undersøge det. Jeg kan ikke takke bonden, der dyrker mine grønsager, som jeg spiser med fryd hver dag, for jeg ved ikke hvem han er. Jeg modtager en masse i mit liv, som jeg aldrig får sagt tak for, og vedkommende der leverer disse gaver, får aldrig mit glade ansigt at se. Jeg tror der går noget tabt her. For når min svigermor er her, kan jeg mærke at vi vokser af at dele glæden i selskab med hinanden. Når nogen laver mad til mig, kan jeg placere min nydelse og taknemmelighed hos dem i stedet for at lade den fare ud i luften. Det er menneskelig kontakt, det føles naturligt, og jeg rå-elsker det.

Giver det mening for dig også? Vil du være med til at bo sådan et sted, hvor fællesskabet lever, så skriv endelig til mig. En dag gør vi det sgu, og så skal vi jo vide hvor vi kan finde hinanden!

,

You gotta take the power back

Kærlighed og tillid til den gravide, tak!

Jeg har været stille her på bloggen i et stykke tid. Der har været ting, jeg måtte flytte mit fokus til. Noget jeg ikke kunne skrive om før jeg kendte til udfaldet. Men for et par dage siden kom dagen, hvor uroen forsvandt med ét. Hvor styrken i min tunge, trætte krop vendte tilbage med glæde, lettelse og sejr. Ugen op til havde jeg befundet mig i en mærkværdig lomme, hvor jeg hele tiden skulle finde tilbage til mig selv. I dilemmaet mellem på den ene side at ønske at stole på min krops fornemmelser/intuition – på den anden side at mærke lægevidenskabens tunge autoritet.

Til en obligatorisk undersøgelse blev jeg testet til at have blærebetændelse. Det er vist noget en del oplever under deres graviditet, endda op til flere gange, men jeg har aldrig haft det i hele mit liv. Og jeg havde absolut ingen symptomer. Kun en dum test, der sagde, at så skulle jeg fluks i gang med en omgang antibiotika. Med en baby i maven?! Øh, nej vel!?  Jeg tænker at det måske ikke er en stor ting for mange mennesker. Antibiotika kan være en gave, når der ingen andre veje er tilbage. Men ofte glemmer man, at der er sideeffekter – især i en lille ny babys tarmflora. For mig at se, ville det være en rigtig træls start på livet for ham. Hvis det kunne undgås. Men så trak lægen de tunge skyts frem. Skræmmekampagnen, som læger er ret gode til:
“Hvis ikke du tager antibiotika, kan der ske hele tre ting. Enten kan du gå i fødsel før tid, ellers kan betændelsen med større sandsynlighed bevæge sig opad til nyrerne, og dét er noget virkelig smertefuldt noget, og så skal du være på antibiotika endnu længere tid. Den tredje og sidste ting er ligegyldig i dit tilfælde, da det er en anden type betændelse.”
Men de to første ting var også nok til at gøre mig bekymret. For jeg ville hverken fylde mit barn med antibiotika, eller føde ham før han var færdig. Men jeg glemte at spørge:
“Hvor tit sker de ting, du nævner så?” Og det er jo et temmelig relevant spørgsmål. For det er som med vaccinerne… Man ved ikke om barnet overhovedet får sygdommene, og hvis – så er sandsynligheden for at få varige mén af sygdommene meget små. Manges immunforsvar bliver faktisk styrkede af at gennemgå børnesygdommene, som er en stor fordel ift. andre sygdomme senere i livet. Store udviklingsspring sker, hvilket bliver tydeligt, når barnet kommer ud af sygdommen, som er kroppens læringsproces. Til gengæld VED vi, at vi sammen med vaccinen stopper skadelige stoffer ind i kroppen på vores perfekte barn. Nogle reagerer, andre gør ikke. Men hvem ved, hvad det gør på sigt, og hvilke sideeffekter det har? Jeg er tydeligvis vokset op i et bondsk miljø, hvor mange kan være lidt sene til at ringe til lægen, men jeg forsøger hele tiden at sætte mig ind i tingene fra flere vinkler af. Så frygten ikke løber af med mig, men også så jeg ikke nægter at reagere, når det er nødvendigt. Men nej, jeg er ikke bange for sygdom, hvis bare jeg ved, hvordan jeg alternativt kan tackle det for at give kroppen de bedste betingelser for at komme godt igennem forløbet.

Men den her trussel med at baby altså kunne risikere at komme før tid, den gjorde noget ved min tillid. Et temmelig dårligt ståsted for en gravid. Hun skal være fyldt med power og tillid til sin krop. Der ER en sammenhæng mellem den sunde krop og den sunde psyke. Basta. Så jeg måtte fylde mig selv op igen. Jeg konsulterede alle de klogeste kvinder i min vennekreds, og læste mere om blærebetændelse på nettet. Efterhånden kunne jeg se, at jeg havde flere valgmuligheder end dem lægen havde fortalt. Og dem kunne jeg bedre acceptere. Men det krævede også tillid.
De første dage vaklede jeg lidt, mens jeg samlede information, men så snart jeg havde taget valget, blev jeg mere og mere optimistisk. Jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at komme af med blærebetændelsen via naturlige veje, og efter en uge tage en prøve igen, og så se om det havde haft en effekt. Herefter måtte jeg tage et nyt valg om nødvendigt.

Damn, hvor blev jeg lyndisciplineret og fokuseret på nul komma fem. Ud og købe homøopati, c-vitaminer, tranebærekstrakt, gyldenris-the og huske multivitaminerne og fiskeolien. Den dovne kost, trangen til hvede og sukker, der havde sneget sig ind de sidste uger, blev udskiftet med sunde, grønne, nærende retter, lavet med kærlighed. Masser af blåbær, ingefær, hvidløg og citron. Derudover blev jeg endelig én af de der dygtige gravide, der ligger på sofaen, når det føles godt og mere til. Hende som beder familien om at finde på noget andet, så hun kan slappe af og snakke med baby i maven.  Den sidste ting var noget jeg havde længtes efter kort tid forinden alt det her gik igang: Jeg ville gerne opdage, at jeg er gravid. For reelt havde jeg ikke rigtig fattet det. Jeg kunne ind imellem gå forbi et spejl og blive forskrækket over at se den store mave… Og så kom den her seriøse hjemkaldelse til egen krop, egen tilstand, selvhelbredelse for min og især for babys skyld. Nu blev han mere tydelig for mig, kærligheden voksede til både ham og jeg selv, fordi jeg tog ansvar for os på præcis den måde jeg havde lyst til at tage ansvar på. Jeg følte det som en gave.
Efter en uge gik jeg til lægen igen, tog en urinprøve og BAAAAM, så var der fest indeni. Min krop er freaking awesome! Ingen tegn på blærebetændelse denne gang! Jeg tror ikke helt, jeg kan sætte ord på hvad det betød for mig. Men det er noget større, end bare at jeg var rask. Jeg havde jo aldrig følt mig syg. Det var noget med at kunne helbrede mig selv med hjælp fra naturlige kilder. At have nok styrke og tillid til min krop til at kunne tage vare på både baby og jeg selv på én gang, selvom lægen ikke troede på mig og mine metoder. At ændre indstilling og fokus så brat, tage de rigtige valg og føle mig ansvarlig nok til at føde mit barn selv og passe på ham selv. Store ting. Masser af power.

Dagen efter kom jordemoderen på hjemmebesøg, som er kotume ved hjemmefødsler. Hun kunne bekræfte min fornemmelse af, at baby nu er sunket dybt ned i bækkenet, og at han står fast med hovedet, hvor han skal. Alt ser godt ud. Jeg takker og træner “smertefri fødsels”-åndedræt på plukkevéerne, laver afspænding, visualiseringer og skriver ønske- og huskelister for fødslen. Læser fødselsberetninger, forbereder en weekend for Byron og jeg alene på hotel i naturskønne omgivelser, og forbereder en dag med veninder, hvor vi hylder fødsel og skaberkraft og nærer min krop. Måske når vi det hele. Nu må vi se hvor høflig han er, ham baby. Vi er i hvertfald ved at være modne til at møde hinanden begge to.

Hvad sker der hos jer lige nu?

 

 

 

, ,

Øde ø søges!

Om alenetid i et hjemmeliv – eller om manglen på samme

Da jeg var gravid sidste gang med Milas, var jeg i praktik i en skovbørnehave. En dag stoppede den kvindelige, nærværende leder mig, spurgte til mig og sagde; “Så… nu kan jeg se, at du er kommet dertil, hvor du har vendt blikket indad.”
Jeg summede meget over hendes kommentar. En erfaring baseret på utallige gravide hun har fulgt og observeret gennem sit liv i børnehaven. For det var jo sandt. Der kommer en tid, i slutningen af graviditeten, hvor kroppen bliver tydeligere indefra. Hvor jeg bliver temmelig uinteresseret i alle de muligheder verden har at byde på, og hvor der ligesom findes et indre, stille dyb, der bare vil til.

Nu hvor der er tæt på en måned til termin med mit 3. barn, kan jeg mærke at tiden er indtruffet. Mine øjne vil se ind. Jeg drømmer stærkere end tidligere i graviditeten, jeg har en uimodståelige trang til at trække mig, og bliver mere vrissen, når jeg trækker tydelige grænser for Robin og Milas, og de ikke bliver respekteret. Jeg suges ligesom indad og væk fra mine omgivelser. Og det er faktisk lidt svært at navigere i for os alle, når vi går hjemme sammen hele tiden.

Jeg blev inspireret til at skrive om det, der sker, efter at have læst dejlige Maj My’s indlæg om “Alenetid som hjemmemor“. Fordi det ligeledes er noget som fylder for mange, der hører om vores hjemmeliv. Og det fyldte meget for mig, da jeg for nogle år siden begyndte at mærke, at jeg var ked af at sende børnene i børnehave. Dengang var det primært det, som holdt mig tilbage. Frygten for at drukne i deres behov. Men heldigvis skete der noget, som ændrede på det. Jeg begyndte at prioritere mig selv og at indse, at hvis børnene skulle få en masse ud af at have mig som deres mor, så skulle jeg dælme også vise, hvem jeg var! Jeg har nemlig før haft en geleblød vilje, der instinktivt bevægede sig udenom alle de konflikter, jeg kunne komme afsted med. Og samtidig troede jeg, at når jeg viste mine børn, at jeg respekterede og støttede dem, så handlede det om, at de fik så mange af deres behov opfyldt, som muligt. Fx. var jeg altid til rådighed – også når jeg ikke havde lyst.

En dag gik det heldigvis op for både Byron og jeg, hvad vi havde gang i. Børnene viste os det, for de blev mere og mere krævende, jo ældre de blev. Og det blev tydeligere og tydeligere, at der var nogle ting de burde være i stand til at tage vare på selv ift. deres alder. Det var faktisk hårdt at være sammen, for der var ubalance i familiedynamikken. Det var ikke sjovt at indse, hvad vi havde ladet ske, men heldigvis kunne bl.a. Jesper Juuls mange gode bøger sætte os på sporet af kærlige, grænsesættende, nye veje.
Det kræver stadig meget af mig at gå ind i visse typer konflikter – især dem, hvor børnene råber og skriger for at få deres vilje. Det kræver styrke og overskud at ændre i sine forprogrammeringer. Og det er der ikke så meget af lige nu, må jeg indse.
Det jeg så gør, er at jeg fortæller børnene om det, så snart jeg husker det. Tit. Jeg tydeliggør det der sker i mig – at jeg har brug for mere ro – mere hjælp til at ordne ting i huset. Og at jeg nogle gange er så optaget af det der sker indeni mig, at jeg ikke kan høre dem ordenligt.
For resten af det, så stoler jeg på, at livet giver os præcis det vi har brug for. Og det jeg ikke formår at give mine børn, er dét de har brug for at lære noget om i deres liv.

I min Dream Team gruppe, som jeg har nævnt i dette indlæg, er vi tilfældigvis flere der enten hjemmeskoler eller hjemmepasser vores børn, og det sker ret tit, at vi kommer ind på behovet for alenetid. Men fordi vi ved, at vi er tro mod vores værdier, og gerne VIL hjemmelivet, vægter vi at finde løsninger, der hvor vi allerede befinder os. En af mine opgaver er at blive bedre til at være mig selv sammen med andre. Sammen med min familie. Det er ret essentielt, for at vi kan nyde vores hjemmeliv. Jeg tror på, at hvis jeg har brug for tid alene, må det være fordi jeg på én eller anden måde har forladt mig selv. Andres tilstedeværelse er for dominerende til, at jeg kan høre og mærke mig selv. Eller måske forlod jeg mig selv, ligesom når man trækker sig væk fra et menneske, der ikke ser og hører én? Kunne det være at jeg LOD det ske, og at jeg dermed kunne tage større ansvar for mine behov? Måske stod jeg ikke fast på noget, der faktisk var vigtigt for mig. Måske respekterede jeg ikke mit eget behov for at tage den med ro eller modsat – mødes med venner og blive inspireret?
Nogle gange er det selvfølgelig umuligt at alle kan få dækket deres individuelle behov, men der er nødt til at være en åben proces, som jeg synes er sundere end det var før, hvor vi kørte hver vores veje fra morgen til eftermiddag – og derefter skulle bruge en masse krudt på at finde hinanden – på en lettere overfladisk måde, fordi det var det eneste der var muligt i den konstellation.

Vi arbejder meget i det. Det kræver tid, overskud og masser af hjertekontakt fortsat at have balance i familiedynamikken. Nogle dage er bedre end andre. Det var vist ikke denne her. Men så er der heldigvis aftenerne, hvor jeg  pt. læser fødselsberetninger, teori om fødsels-psykologi og -fysiologi og nørder i de drømme, der fylder om natten. Det er så fascinerende, som naturen gør mig klar til mit næste barn. Huset, eller reden, er fortsat i proces, men vi har fået smidt så meget ud og organiseret og malet og gjort rent, at det føles som om det er ved at være på et leje, hvor vi kan lade sidste fase indtræde. Ventetiden, slumretiden, indadvendthedstiden, hvor intet nyt skal startes. Hvor meget skal lukkes ned for en tid. Så passer årstiden godt. Mørke, hulebyggeri, bagerier, brændeovn, samtaler om store spørgsmål som uendelighed og vores hjernes begrænsninger, samt om noget eksisterer, hvis ikke vi er her til at opleve det, LEGObyggeri, tegne på sten og sidst og allervigtigst: masser og masser af fantasylæsning.

Har du lyst til at dele her på bloggen, så skriv i kommentarfeltet. Jeg elsker det liv, som vi kan skabe på tværs af elektroniske devices!
Hvilket blus er dit liv på lige nu? Mærker du også mørket og kulden trække i dig? Hvor trækker det dig hen? Hvad laver I derhjemme, når efterår og vinter indtræder?

Del 1: Penge er… (hvilke ord kommer til dig?)

Endelig er jeg voksen nok

I dag er jeg kørt på biblioteket i den nærmeste by for at skrive uforstyrret. Fordybelsestid til egne projekter, står der i min kalender. Hver mandag tager vi nemlig alle 4 på samme bibliotek, og mens drengene har deres ugentlige computertid, øver Byron og jeg os i at blive voksne, der har styr på vores shit. Vi laver madplan og budget, samt koordinerer og laver aftaler og planer for hele familien. Den form for struktur har vi været flere år om at lære, at vi trives bedst med, og vi er stadig ved at lære processen at kende. Guderne skal vide at vi inderst inde er nogle af de mest spontane flow-flydende mennesker, så det er virkelig noget vi skal lægge os i selen for at lære det her. Men det føles så fint som matematik. Ro og orden, overskuelighed og klarhed. Og apropros matematik, så er jeg ved at lære noget mere, som også stammer fra en følelse af et behov for at tage mere ansvar for og kontrol over mit liv, vores liv. Noget yderst vigtigt – og modent, synes jeg selv. Nemlig at håndtere min og vores fællesøkonomi.

I aften er jeg nemlig også på biblioteket for at printe de sidste 3 måneders kontoudtog fra diverse bankkonti. Jeg har en rød tusch med, som jeg skal bruge til at sætte en ring rundt om de udgifter, hvor jeg får en fornemmelse af energi-sammentrækning i kroppen. De udgifter jeg i mit stille sind godt vidste ville vælte månedens budget endnu engang. Potentielle økonomiske energilækager. Jeg søger bevidsthed for at kunne tage ansvaret og kraften tilbage.
For som jeg ser det er penge energi. Værdier som vi tillægger ufattelig stor magt. Og når nu det er sådan, verden på ét plan løber rundt, ser jeg ingen anden udvej end – i bedste unschooling/self-directed-learning-stil – at lære mig selv kunsten at elske min økonomi.

For sådan har det bestemt aldrig været.

Det er ingen hemmelighed, at vi som familie har valgt at leve på et stramt budget for at kunne have vores børn hjemme. Det er konsekvensen for de fleste hjemmeundervisere, og der findes mange måder at få hjemmelivet til at fungere på. Fælles for alle er, at det kommer til at fungere, fordi man vil det nok. Og fordi man har ressourcerne på andre områder. Og det er det sidste, jeg synes er interessant. For penge og økonomi som emne har indtil videre ikke rimet på saft og kraft for mig. Ihvertfald ikke med den normale tilgang, hvor tallene i sig selv er hele historien. For det er de jo aldrig, vel?

For mange er det et tabu at tale om deres private økonomi, som om det går direkte ind i selvfølelsen, både på dem der taler og på dem der lytter. Og jeg forstår godt hvorfor. Måden hvorpå vi administrerer vores penge har så meget med vores opvækst og påvirkning gennem livet at gøre, at det ER meget personlige valg. Men efterhånden som jeg får det bedre og bedre med at vise hvem jeg er, og står mere i min kraft, giver det også mening at være åben med de ting, der ikke skinner så meget. For hvis ikke jeg står ved hele mig, hvem skulle så gøre det? Så ligger der sådan nogle ubrugte dele af mig hen, der ikke får luft og mulighed for transformation, når tiden er moden. Og ingen mennesker – mest af alt mine børn – får mulighed for at spejle sig i helheden, og tage hvad de kan bruge. Så derfor. I dag vil jeg fortælle om min proces med noget af det rigtig svære. Økonomi.

Hvad dukkede op i din bevidsthed, da du færdiggjorde sætningen i overskriften? Penge er… hæslige? Herlige? Håbløse? Ro? Mulighedsskabende? Roden til alt ondt? Ligegyldige? Jeg synes det er interessant at lægge mærke til hvad ordet vækker i mig – for det giver mig en fornemmelse af, hvor meget jeg har taget mig af den del af livet. That’s it! Andet er det ikke! Hvis jeg ikke har en god økonomi, er det fordi jeg ikke har taget mig nok af den del i mit liv. Ingen bebrejdelser til hverken mig selv eller andre, der har påvirket min økonomi gennem tiden. Jeg må tage ansvar ved at bruge mere tid på det. Færdig arbejde. Og så snart man fordyber sig i noget fra den rette vinkel (LÆS: min personlige vinkel), med den rette motivation (LÆS: indre motivation), begynder emnet at udfolde sig og blive interessant. Er min erfaring.

Men det meste af mit liv har jeg taget afstand fra emnet, forbundet det med noget kedeligt og tørt, noget der i den grad kunne sætte en stopper for mine drømme. For drømmene var store. Fra jeg var gammel nok til at drømme om mit eget voksne liv, har jeg tegnet gården jeg skulle bo på en dag. Et kæmpe sted med skov og strand i gåafstand, omkranset af utallige hestefolde, diverse bygninger og enormt meget frihed omkring. Min drøm var at opkøbe og modtage alle de stakkels, uønskede, pensionerede, mishandlede heste, jeg kunne komme i nærheden af. Give dem al min kærlighed og omsorg og vende deres skæbne. Der var åbenlyst nok ingen forretningsplan bag, bare et stort hjerte for dyrene og naturen og trivsel. Så sammen med min veninde drømte vi om at finde og forhekse nogle usandsynligt rige bondemænd, der synes vi var så pragtfulde, at vi selvfølgelig skulle have, hvad vi ønskede os.

Men så skete livet, som det nu gør. Tiden gik og jeg mødte ingen rig bondemand, faktisk mest det modsatte, og jeg fik mere og mere en tendens til hele tiden kun lige at have nok til det vigtigste. Jeg tror nu nok min far ville have hjulpet mig med noget mere indsigt i emnet, hvis jeg havde gidet at høre om det, men jeg synes som sagt ikke det var særlig vigtigt at tage hånd om. Sådan for alvor.

Indtil noget senere i livet. Hvor ansvaret for mine børn og de fælles drømme begyndte at råbe rigtig højt. Hvis ikke jeg tog ansvar, ville vi så nogensinde komme til at opleve det, vi gik og talte om? Drømmene om at eje en naturejendom med andre familier, dyr og selvstændig virksomhed i længerne? At rejse væk nogle måneder hver vinter og fortsætte vores udeliv døgnet rundt og opleve verden sammen? Frihed til at vælge vores hverdag i højere grad? Sikkert ikke. Men jeg anede ikke hvor jeg skulle tage fat for at vende energien.

Men det går sådan, at når man sætter sig for noget for alvor. Så kommer hjælpen.

Jeg stødte “tilfældigvis” på en spændende mand, med mange år i bankverdenen, tidligere konstitueret bankdirektør, der nu var gået nye veje. Mortan Storm Dalsgaard. Som coach rådgav han folk omkring deres økonomi, og havde som noget nyt for mig, stor fokus på den følelsesmæssige del af emnet. I den tid jeg var i forløb med ham, som var en måneds udfordring på at tjene 5000,- mere end normalt, gik jeg med en lille flok andre i krig med forskelige øvelser, der satte spot på vores individuelle mønstre, faldgruber og ressourcer.

Jeg endte med at skrabe over 7000,- sammen på mange overraskende måder, men mest af alt at forstå, hvor meget mere der var at arbejde med ift. mine tanker, følelser og det jeg herudfra manifesterede.

Er det nyt for dig? At det man sender ud – er det samme man får igen? At med den rigtige indstilling kan vi udrette helt utrolige ting? Nej, vel?

Men overbevisninger kan være så stædige og det her var kun begyndelsen. Hele tiden siden da, har jeg vist, at det i bund og grund var mit valg. Om jeg tog fat eller lod det forløbe, som vinden blæste – og hermed med stor sandsynlighed ikke fik de drømme opfyldt, jeg ønskede mig.

Under min nuværende graviditet, skete der, som altid, en hulens masse oprydning. Både fysisk og psykisk skulle der gøres plads til en ny i familien. Det er ikke noget bevidst valg, det kommer indefra, og VIL bare sættes i handling. Forandring. Oprydning. Det som kalder, må høres. Måske som med barnet, der kommer i sidste ende.

Så for nogle uger siden gik jeg igen igang med at undersøge mine bagvedliggende overbevisninger omkring mine evner til at holde styr på finanserne. Denne gang ved hjælp af en bog, jeg var faldet over; Kate Northrup’s “Penge – En kærlighedshistorie”. Og ikke mindst ved at arbejde bevidst med emnet i min førnævnte ressourcegruppe “Dreamteam”, hver mandag. Og der sker forunderlige ting. Bare ved at tage fat og tage ansvar. Jeg mærker, at det handler meget om at føle mig værdig til at være én med en god økonomi. Når man fra barnsben af ikke har haft særlig mange penge, så er det ligesom blevet en del af ens identitet. Så jeg starter hvor jeg er. Med at sige mine behov højt til omverdenen og at være ærlig for mig selv om, hvad jeg har at gøre med. At lave et realistisk budget og holde mig til det. Finde løsninger på dét, der ikke holder. Det gør at jeg pt. hele tiden går rundt med en følelse at at være meget tyndere end jeg er, fordi jeg sådan skal holde sammen på mine impulskøb. Fordi min fysiske fornemmelse husker mig på, at jeg ikke ønsker at bruge flere penge i denne uge, når det hele skal hænge sammen i sidste ende.
Og når jeg falder tilbage i samme rille som før, med at bruge mere end jeg har besluttet mig for, så lader jeg være med at slå mig selv i hovedet med det jeg har købt. Jeg ELSKER det endnu mere. Alle de fantastiske økovarer jeg fik på tilbud forleden fx. Den tur i svømmehallen, hvor Robin lærte at springe fra 1 meter vippen og selv køre i vandrutchebanen, hvor Milas begejstret svømmede selv uden hjælpemidler, og hvor min krop nød varmtvandsbassinets afslappende effekt og gav lindring til den bebyrdede, gravide krop. Nej, jeg vil ikke ærgre mig, men jeg vil lære mere om hvordan jeg får nok til det hele. Og det gør jeg bl.a. ved at have så positiv en følelse omkring min økonomiske færden som muligt. Det fortjener jeg saftsusemer. Og det gør min familie også.

Dette indlæg må ende med at blive første del af min personlige pengeproces, for at indlægget ikke bliver for langt. For der er meget mere til emnet; bl.a. gaveøkonomi, som jeg vil uddybe i næste del. Det handler også om pengebevidsthed, og om hvordan det er blevet muligt for mig at forvandle min følelse af at mangle alt muligt, til virkelig at forstå hvor meget jeg har. Og derfra at tiltrække mig mere af det jeg ønsker mig. Ikke fordi jeg behøver mere. Men fordi det sker ud af verdens gavmildhed, når man allerede sætter pris på det man har.

Men nu en invitation til dig… Som sagt er penge et personligt anliggende og tabubelagt at være åben omkring, specielt hvis ikke det går godt – men jeg er bare så NYSGERRIG på, hvad du tænker, når du læser det her. Så hvis du har lyst til at dele det, så skriv i kommentarfeltet herunder. Jeg er sikker på, at vi alle får det ud af det, som vi har brug for.

Tak for din værdifulde tid!

,

Kropskærlighed

Den kloge krop

Det meste af 20’erne var jeg i forhold med en mand, som jeg lærte utrolig meget af. Både ting der opbyggede mig og som nedbrød mig. Det var en tid, hvor jeg isolerede mig, og blev ufattelig disciplineret omkring de fælles værdier og interesser, vi dyrkede sammen. Jeg elskede at synge og lave musik, så det fyldte hele mit liv og jeg var kompromisløs. Samtidig måtte kroppen trænes for at holde mig tiltrækkende og sund. For ham og for omgivelserne, men også pga. det endorfin-kick, det gav at træne med den intensitet. Personlig udvikling gennemsyrede det hele. Hele tiden skulle jeg være på vej et sted hen, end der hvor jeg var. Blive bedre end jeg var. En anden end jeg var. Stærkere og smidigere end dagen før. De kaldte mig Jern-Henrik i træningscentret. Og jeg ønskede at blive Danmarks bedste sangerinde. Jeg ville aldrig blive færdig. Jeg lyttede mere til rollemodellerne end mine indre stemmer, der sikkert skreg og forsøgte at få ørenlyd ind imellem. Jeg kan ikke huske det, for jeg lyttede overhovedet ikke. Alle dage var skemalagt fra morgen til aften, og jeg spildte ALDRIG min tid.

I mange år har det negative fra den tid fyldt mest, for det er med meget blandede følelser, jeg ser tilbage. Da min daværende kæreste og jeg endelig gik fra hinanden efter 7 år var jeg totalt slukket, udmattet, mørksindet, berøvet og forgældet. Jeg boede alene for enden af en vej i en skov i udkantsdanmark med mine katte og heste, som de eneste venner der var tilbage, udover familien der tålmodigt ventede på, at jeg kom tilbage til mit ægte selv. Det gjorde jeg heldigvis forbavsende hurtigt. Som en trold op af en æske nærmest, men der var meget der skulle heles.

Som tiden går, begynder gaverne at vise sig. Læringen. For alt det som jeg undertrykte i samspil med ham, mærkede jeg jo tydeligt effekten af, som tiden gik. Grænseoverskridende adfærd og manipulation fra hans side lærte mig at blive opmærksom på mine behov, og at øve mig i at få dem opfyldt. Sådan lærte jeg at lytte til min intuition, og har gjort det til én af de vigtigste opgaver i livet. Ligeledes at give og støtte andre i at navigere herfra. Fremme kontakten til kroppen og respektere dennes behov og visdom. Det meste af min tid på studiet til psykomotorisk terapeut var direkte heling til min egen krop, og tit følte jeg at uddannelsen var lavet til mig. Men hvor essentielt er det ikke også for et menneske at forfine sin kropsbevidsthed? Hvis man er en smule eksistentielt funderet, giver det mening at lære sit kropslige hjem at kende. Ihvertfald for mig. Måske især fordi jeg havde drevet min krop så hårdt årene forinden både fysisk og psykisk, var det som om de kropslige signaler eksploderede i mig, når jeg dansede, behandlede og lavede fokuserede øvelser. “Endelig lytter hun!” jublede kroppen!

Det bedste jeg ved er at træde på dansegulvet med en problemstilling og bede om svar undervejs. Svarene jeg leder efter viser sig undervejs, når jeg giver helt slip – i en bevægelse der udspringer fra en følelse og omvendt. Nogle gange ved kroppen præcis hvilke bevægelser jeg har brug for, for at forstå.  De små, lette, enkle. De store, glidende. De hårde, staccato, hurtige. Det hele sammen. Jeg bruger gulvet og hele rummet. For det meste lukker jeg de andre mennesker, der ofte danser omkring mig, ude. Nogle gange har de en rolle. Og nogle gange danser vi sammen. Men det er langt fra den måde jeg lærte at danse på da jeg gik til dans som barn, og skulle danse med Knud-Arne med hæl-tå og et glansbillede til at gå hjem på, som trøst eller lokkemiddel… Eller fra den måde jeg dansede på sammen med veninderne på sodavandsdiskotek, hvor alt for mange tanker om mig og de andre styrede min teenagekrop. Det er i stedet ganske enkelt en dans indefra og ud. Til sidst i denne intuitive, legende dans, dannes en sætning jeg kan forstå, som svarer på det spørgsmål jeg stillede allerførst. Det er kroppens visdom og det føles så magisk.

Forleden dansede jeg igen – den frie dans eller fri bevægelse, som det kaldes, fordi du gør dig fri til at danse og bevæge dig som du vil – og det var længe siden. Denne gang kunne jeg mærke min gravide krop, maven mod hofterne, når jeg bevægede mig organisk, og ikke i de vante dagligdags bevægelser, der er så vinkelrette i virkeligheden. Løfte ting, sætte sig ned, rejse sig op, bevæge sig målrettet hen i mod ting i stedet for rundt i alle led og vinkler, simpelthen bare fordi man kan. Og velværen breder sig.

Få dage efter begyndte min lænd at larme virkelig meget. Noget var blevet vækket. Kroppen begyndte at tale igen, fordi jeg havde lyttet og fulgt impulserne. Hver aften siden da har jeg næsten slæbt mig rundt pga. en øm lænd, der bare ikke vil mere. I starten begyndte jeg at tænke på hvordan mon bækkenløsning føltes – om jeg skulle snakke med lægen eller jordemoderen om det. Jeg tog de typiske “der er noget i vejen med kroppen (apparatet jeg navigerer i)”- briller på. Men en dag huskede jeg på, at min lænd er min ven og smerten et tegn på noget, jeg ikke har lyttet til. Og budskabet var så tydeligt, så snart jeg fangede den: “Tiden er kommet til at sætte tempoet ned. Til at løfte mindre, være mindre igang og tage flere pauser. Simpelthen prioritere kræfter og energi i stedet for at køre på hele dagen, som normalt. ”
Siden da har jeg haft meget bedre dage, har respekteret min krop i større omfang, og hvis ikke jeg gør det, giver det tydeligvis bagslag. Vejen er tydelig.

Jeg elsker at være født i den krop jeg har. Ikke fordi den er specielt veldrejet, som man oftest fokuserer på i dagens samfund. Herregud, altså. Men jeg har også været der i forskellige grader, indtil jeg blev gravid for første gang og jeg MÆRKEDE, hvor vild den krop her var! Jeg vil være ven med hele mig, og det hele hænger sammen. Tankerne, fornemmelserne, sanserne, kødet, blodet og hjernen. Jeg kan leve, fordi jeg har en krop, der vil det. Og min fineste opgave er at være med den igennem tykt og tyndt, for så skal jeg love for at gaverne kommer dalende som glitrende snefnug på selveste juleaften.

Hvad sætter det i gang i din krop? Måske er der bomstille. Måske jubler den med?

, ,

At være (sig selv) med andre

Denne weekend var der for første gang lejrskole i vores hjemmeskolenetværk. Eller – det endte det med. Som så meget andet i hjemmeskoleregi gik vi med flowet og blev weekenden over hos en fantastisk familie. Os og 4 andre familier. Vi plukkede kilovis af æbler i deres plantage og pressede mange liter frisk, syrlig og sød æblemost. Børnene legede dagen lang, tumlede i puder og dyner, hoppede og lavede huler indendørs i regnvejret, mens forældrene klatrede på stiger og rystede de sprødeste cox orange og filippa’er ned på det bløde mos.
Da presseriet gik i gang lokkede det børnene udenfor, og de smed æbler i kværnen og drejede presserens store, tunge håndtag rundt én eller to af gangen. De andre stod klar med glas og slubrede de gyldne lækkerier i sig, som ikke endte i flaskerne.
Børnene var fra 2-9 år og legede på kryds og tværs. Det slog mig hvor utrolig harmonisk en børneflok det var. Jeg hørte ingen bandeord (som ellers dominerer i enhver børneflok i skolealderen), reddede ingen ud af konflikter, de ikke selv kunne klare (måske var der ingen?), og energien var bare positiv og nysgerrig og vildt begejstret.
Jeg vil lige uddybe det med bandeordene. Det kan måske lyde lidt gammeldags (so be it), for bandeord er ved at være så normalt i vores sprog for både børn og voksne. Jeg har selv udvidet mine grænser med tiden, og ladet mine børn opleve hvor mange gange de kan sige “fuck” i en sætning – for at lade dem eksperimentere med smagen af det. Og blot fortalt hvad det gør ved mig og måske andre at høre dem. Nogle gange har jeg også bedt dem stoppe helt, når jeg ikke var i humør til at høre på den tone. For der er noget ved tonen eller stemningen, der gør mig tænksom. Begge mine børn har gået i den dejligste skovbørnehave med rimelig nærværende og bevidste voksne, og det er klart først da Robin startede i skole, at det med sproget eskalerede. Men alligevel var det der også før. Det med tonen og kropssproget. Noget om at spille sej for hinanden. At finde sin plads i hierarkiet i den store, jævnaldrende børneflok med alt for få voksne ift. antal af børn. Men denne tone og hierarkiske leg var fuldstændig fraværende i weekenden. Hænger det sammen med graden af nærvær og kvalitetstid med forældrene disse hjemmebørn har haft? 
Jeg husker selv de masker jeg iførte mig igennem min barndom i skolen. Fordi den Rebecca jeg var, ikke var god nok, og hvor de stærkeste og mægtigste elever satte dagsordenen for hvem der var in og hvem der var yt. Jeg var inkarneret hestepige, vores bondegård var for lille og ramponeret til at tælle i magtregnskabet, og det var først da jeg sidst i folkeskolen lærte at tale i den barske og provokerende tone, at jeg begyndte at mærke at min popularitet steg. Jeg spillede et spil for at være med i flokken, men inderst inde var jeg meget mere mild og modig på en anden måde, end den jeg viste. Det virkede fint for mig på det tidspunkt at tage maske på, men i bakspejlet ville det være spændende at se hvordan jeg havde foldet mig ud, hvis jeg havde haft accept af den jeg var. Hvis alle ikke var så pressede, at de blev helt ved siden af dem selv.
Det kommer tilbage til antallet af nærværende, kærlige voksne i en børneflok. Og aldersintegrering i samspil med dette. Og det er noget som institutioner i dagens Danmark ikke kan få til at gå op. Naturligt nok. Og én af årsagerne til at mine børn ikke går der mere.
For mig har det altid givet utrolig meget mening at mine børn leger godt med mine gode venners børn, imens vi alle er sammen. Min ro og afslappethed smitter af på dem, og der opstår en synergieffekt, hvor vi har noget at være fælles om. Med tiden har mine børn også lært at have legekammerater på besøg uden at resten af familien fulgte med, men det føles stadig mest naturligt at nye venskaber skabes bedst i familiernes skød. Vi samles om et bål i haven eller ved havet og bruger en dag sammen, snakker og nyder børnenes leg omkring os. Ind imellem sætter børnene sig hen til deres forældre og tager en pause, stirrer ind i bålet, bliver optaget af samtalerne og deltager eller lytter. Eller de vil blot have kropskontakt og nulstilles, eller støttes i ét eller andet. Det føles ægte og rigtigt for mig at have mine børn tæt på mig, og gradvist lade dem forlade mig i deres eget tempo. 
Det er noget af det, jeg er mest taknemmelig for ved at have børnene hjemme hos mig.
Hvordan oplevede du at være i en stor børnegruppe, da du var barn? Har det lært dig noget, godt som dårligt, som du stadig benytter dig af – bevidst eller ubevidst – når du befinder dig med flere mennesker?

Hvor de vilde krabater er

I familien – hvor de vilde krabater er!

Én gang om ugen sådan cirka ser vi en film sammen herhjemme. Det er ikke så nøjagtigt mere, som det var for en måned siden, fordi alting er ved at forme sig ind i nye rammer. Hjemmeskolerammer. Vi HAR prøvet det der med at have børn med iPad, som ikke kunne tænke på andet, end hvornår det var tid til at bruge den. Og som flegnede skråt, når tiden var ovre. Som mistede den daglige balance og mest af alt mindede om junkies… 🙁
Vi har også prøvet at give helt fri i det, for at se om de selv kunne regulere det. Men min samvittighed kunne ikke klare mere end et par dage ind imellem, for der var vitterligt ingen stopknap på dem. Efter 2-3 mdr. i starten af året med iPad, lagde vi den væk og tog en kold tyrker. Det endelig skub kom efter et foredrag med Mette Carendi om skærmbrug. Et emne jeg én eller anden dag har planer om at dele lidt mere om. Faktisk hele dette ømtålelige og sindssygt aktuelle emne – børn og  computer/tv-stimuli – har jeg noget på hjerte omkring, som jeg rigtig gerne vil dele, når tiden er til det.

Men det er den ikke nu.

For i dag vil jeg skrive om følelser. De store, uregerlige, vilde krabater, som de findes i den fine filmatisering af Maurice Sendak’s “Where the wild things are”. Dén vi sad sammen i sofaen og så i går til vores ugentlige filmaften. Forinden havde jeg stablet den sidste stak brænde i selskab med min veninde, mens børnene gjorde det hele klar i stuen.
Da jeg kom ind, havde de taget computeren frem, sat dvd’en i, lagt puderne og lammeskindene pænt i sofaen, og så havde Robin endda vasket gulv i området hvor sofaen står. De havde arrangeret 3 kopper med mælk og 3 kopper med kiks og chokolade og dadler. (Byron var afsted og besøge en ven, så det var bare os). Filmaften er tydeligvis en særlig begivenhed, når der heller ikke er tv i hjemmet!

Fordi vi har bogen herhjemme ved vi godt, hvad den handler om, men sådan en hel spillefilm gør jo det hele meget dybere og tydeligere. Om følelserne i familien… De meget svære og ligefremme børnefølelser, som er så uoverskuelige, når de er der. Og som er så hurtigt væk, når bare de bliver lyttet til. Men nogle gange bliver de ikke lyttet til og forstået – og så fylder det bare enormt meget. Fordi mor og far ikke har overskud. Eller fordi det simpelthen er for komplekst og personligt at sætte sig ind i. Men oftest det første. Selv følelser man ikke forstår, kan bedre rummes, bare ved at give dem plads. For børns vedkommende især, skal det være sammen med nogle der tør at være med dem.

Alle de her krabatfølelser har vi virkelig set i øjnene i den sidste tid. Og der er gået noget tid, hvor jeg ikke helt har kunnet skrive om det, fordi jeg fornemmede at processen var så aktuel, at der var meget mere at hente. At jeg ikke vidste hvor den startede og endte. Men lige for tiden er der en særlig ro, som jeg aldrig har oplevet før i vores lille familie. Os, som per automatik altid rokkede og gyngede vores små babybørn til ro, gav dem bryst og forsøgte med alle midler (undtagen sut, sagde min intuition mig), at få gråden til at stoppe igen. Os som mærkede ubehaget som et sug i solar plexus, når børnene græd og skreg over alle mulige og umulige ting, som børn nu gør, og forsøgte at få det til at gå over… Med forskellige metoder vi havde læst os til eller bare havde med os. Anerkende følelserne, sætte ord på dem, aflede dem, bide af dem, ignorere dem og hvad man ellers tyer til i et forældreskab. Men hele tiden med en bagvedliggende agenda om at de skulle forsvinde. At ubehaget i solar plexus skulle forsvinde. På mig. Jeg troede det handlede om at børnene skulle få det bedre, men i virkeligheden handlede det om at JEG skulle få det bedre.

Jeg har nogle umanérligt spændende veninder og bekendte, hvis jeg selv skal sige det. Jeg samler på muser. En dag lånte én af dem mig en bog af Aletha Solter, “Tears and Tantrums”. Den var som skrevet til mig og fik mig til at forstå, at der var andre måder at være med mine børns følelser på, som helt sikkert ville give mig mere fred. Og dem, ikke mindst.
Solter skrev til mig om at forskerne havde målt stresshormoner i tårer, og at gråden og tårerne var et vigtigt led i processen, når stress skal forlade kroppen igen. Prøv selv at huske fornemmelsen af at have grædt godt igennem med masser af tårer, efter en svær episode, eller bare en rørende film. Jeg føler mig i hvert fald renset og dybere. Mere klar. Afklaret måske endda. Derfor er gråd faktisk noget vi skal juble over, eller i det mindste velkomme, fordi det er en del af en naturlig proces. Vi skal ikke vugge og hoppe rundt for at få babyerne til at smile igen, vi skal (SLET!) ikke stikke børnene en is eller en afledningsreplik. (Med mindre vi vil have trøstespisere ud af dem). Vi skal bare sidde med dem, holde om dem, hvis de vil, og være stille, mens de lader følelserne strømme igennem kroppen og ud på kinderne. Og bagefter sover de som en drøm. Eller leger mere harmonisk end nogensinde. Eller… ja, det har jeg endnu til gode at opleve. Det er jo stadig lidt nyt for mig. Jeg ved, at nogle sætter ord på børnenes følelser overfor børnene for at give dem indsigt, men jeg har ikke god erfaring med det med mine. De føler sig påduttede og vil egentlig bare have lov at mærke det selv. Måske taler vi stille om det bagefter. Eller meget senere. Men ikke imens.

Vores hjemmeliv giver os en ro, som gør at vi meget nemmere kan deale med det som er. Fordi vi ikke ræser ud af døren hver morgen i 4 forskellige retninger, eller har større krav til dagen, end at den har givet mening for os på ét eller andet plan. Jeg ved, at jeg efterlever mine værdier, fordi livet giver større mening for mig som en helhed. Ikke kun i bidder, som før, hvor det blot var områder af mit liv, som gav den slags mening.

For er livet kun godt, når det går godt? Nej, vel? Det må gerne være hårdt og trist og virkelig udfordrende også. Når bare det GIVER MENING! Og det gør det, når der er progression og når det svære handler om udfordringer indenfor de manifestationer hvori ens livsværdier afspejles. Jeg har valgt at velkomme de udfordringer det er at hjemmeskole mine to børn, samtidig med at jeg er på barsel med 3. lillebror. Fordi mine værdiers stemme år for år har krævet min opmærksomhed mere og mere om at dedikere mig fuldt ud til den familie jeg har været med til at skabe. Sådan er min vej åbenbart. Lige nu. Jeg navigerer efter min fornemmelse, som siger at det her er mit job nu. Måske skal der ske noget andet om et år. Jeg ved det ikke før om et år. Jeg har ikke taget en hel bacheloruddannelse i at mærke efter mine behov og handle på dem, uden at bruge den til noget fornuftigt, hm?

Noget af det som er hårdt i vores hjemmeliv er altså pt. at acceptere og rumme alle de følelser og tilstande vi alle går igennem i løbet af en dag. Men samtidig giver det mening, fordi vi lærer hinanden at kende på et dybere plan, end vi har gjort hidtil. Lærer af hinanden.

Inden den ro, som jeg skrev om før, kom til os, havde jeg ind imellem nogle genkendelige reaktioner på det følelsesmæssige overload. Jeg sad fx en dag ved morgenbordet og “fløj mentalt væk”. Du ved, når man gemmer sig indad og fyrer standardsvar af for at holde det på afstand. Måske ved du det. Jeg tænker at vores ældste har haft en madoplevelse, han ikke kunne kapere. Og som jeg heller ikke kunne kapere. Og så kom tanken, jeg fangede – gammel vanetænkning, som slet ikke var relevant mere, men alligevel kom den: “Ahh, i morgen er børnene jo afsted i skole og børnehave og så har jeg fred og ro, og derfor behøver jeg ikke tage mig af den her situation.” Jeg hoppede simpelthen hen til det næste tidspunkt i min uge, hvor jeg vidste, jeg ville få en pause fra at tage stilling og rumme børnene. Og fordi der var masser/flere af dem inden sommerferien, var der åbenbart ingen grund til at ændre på noget. Ingen tydelige alarmklokker ringede. Men nu er jeg i en helt anden situation, hvor jeg stort set hele tiden er med børnene. Det som vi er fyldt op af – alle hver og én – må vi dele med hinanden.

Det er som om denne historie illustrerer det godt: Jeg er vildt dårlig til planter. Min fars grønne fingre er ikke videregivet til mig. Så i foråret engang blev jeg træt af at se på den halvvisne orkidé på vores hylde og satte den udenfor. Ude af syne, ude af sind. Den har stået i fuld sydvendt sol og druknet i vand i sin hulløse potte i månedsvis. Forleden snublede jeg over den og fik set at der var skudt en masse fine knopper på den. Og den havde lavet nye, stærke rødder, der stak ud og op af sumpen den stod i. For at overleve i de ekstreme forhold, havde den simpelthen måtte sætte tonsvis af potente knopper (som snart springer ud i blomst, for at den kan videregive arten) og gro stærkere rødder, der passede bedre til forholdene. Og hvor smuk og levende den er!
På samme måde har jeg sat mig i en situation, der måske nok virker som en ordentlig mundfuld ind i mellem, men som motiverer mig til at sætte ind på de steder, der ikke er bæredygtige mere. Jeg bliver presset til at udvikle mig på bedste vis, der hvor næste skridt er parat til at blive taget. Og jeg mærker at blomsterne springer ud engang i mellem på mig. I hvert fald mærker jeg livet.

Så nu lærer jeg for alvor – og videregiver det på fornemste vis til mine poder – at omfavne at hele følelsesspektret er en naturlig del af at være menneske. Det må fylde – og så kan det lettere fare igen. Det ER bare. Menneskeligt.

Giver dine udfordringer mening for dig? Og hvordan har du det med dine og dine tætte relationers følelser? Skal der noget andet til end det du gør nu, for at du kan blive i dig selv, mens det står på?

, ,

Meningen med livet er…

… at være tro mod det der kalder

I går kyssede jeg familien på gensyn ved  frokosttid og tog en dag for mig selv. Kørte den kendte rute til Randers, som jeg har tilbagelagt de sidste 3 1/2 år til psykomotorikuddannelsen. Sådan at køre der alene i bilen igen, gjorde mig stille og glad for at være et andet sted nu, hvor jeg kan prioritere min familie så højt, som jeg kan.

Først besøgte jeg min studieveninde, samlede tråde op og bandt nye. Nød at være med en der vil dele lyset med mig og de snørklede kroge, livet har. Og så klippede hun halvdelen af mit hår af med et snuptag. Alt det som ikke giver mening, må ud. Inklusiv langt, tungt hår. Herefter tog jeg i skole igen. 5 timer på mit gamle studie med workshops og foredrag af psykomotoriske terapeuter fra hele Europa.
Jeg blev beriget og inspireret og samtidig meget tænksom på vejen hjem. Følelsen af at være anderledes end de andre, har altid været en del af min skole og studietid. Hver gang jeg er i større grupper sniger følelsen sig ind – nogle steder mere end andre. Det er både en styrkefølelse, at jeg er særlig, men samtidig noget der gør, at jeg distancerer mig mere.
Så det der fyldte igår var tanker om, at jeg samler mig så meget om min familie, som jeg gør for tiden. Når jeg så på de andre deltagere og mærkede mig ind i deres liv, deres motivation for dagen, da så jeg for mig, at deres linse ligesom var større end min. At de forholdte sig til en meget bredere del af verden, end jeg gør lige nu. Så fagligt engagerede de var. Så nysgerrige på hvad de kan gøre for verden omkring dem. Og i splitsekunder dér midt imellem alle de professionelt dybt empatiske mennesker føltes jeg forkert. At JEG burde gøre mere for andre og have nogle flere ambitioner for mig selv. Udadtil, ik?
For lige nu har jeg ingen andre ambitioner end at være der for mine børn, min kæreste, mig selv og mine venner og familie. Jeg har ingen store karrieredrømme – jeg ønsker ikke engang at gøre indtryk og få mere viden end jeg allerede har. Med mindre det handler om personlige processer i det nære liv. For dér sker der noget. Jeg har lyst til at “naile” dét der familieliv. Sådan virkelig gå i dybden med det og bare være den bedste mor og kæreste i verden. Og jeg har lyst til at være den gladeste Rebecca i verden. Fyldt op af mening.
For hver dag der går mærker jeg roen sænke sig mere og mere over os. Vi havde så mange ting at se og opleve i sommerferieperioden, nu føles det ikke så tiltrækkende mere at tage afsted. Jeg har brænde at stable, jeg har et hus der måske en dag bliver malet videre på og indrettet på ny, når vi får tid. Alt det der, som er så fedt at få gjort, men som går så uendelig langsomt, når børnene er omkring os. For dagene går virkelig bare. Jeg ved ikke helt med hvad, men det føles ikke som om det er indholdet der er det vigtige, men mere hvordan vi har det. Og hvordan vi tackler alt det som kommer. For der er SÅ meget. Alt det vi bare har fejet under gulvtæppet de sidste år, fordi der ikke var overskud til at tage det. Fordi madpakker, tidsfrister og afleveringer til studiet, ja – udadvendtheden kom i vejen for det.
De sidste dage er der faldet mere og mere ro over os. Drengene åbner op for nye spørgsmål i livet, som vi kan forfølge i vores hjemmeskolingsprocesser. For eksempel lå vi en morgen i sengen og vågnede sammen og Milas foldede hænderne, hvorpå jeg begyndte at sige det jeg kunne huske af “Fadervor”. Derfra gik det videre i en lang snak om guder og trosretninger, og om at ville se og opleve det med egne øjne i de pågældende lande. Så vi endte ved computeren og googlede og vandrede bl.a. virtuelt rundt i pyramiderne, hvorpå vi endte med at folde vores egen origami-pyramide hver. Der var en fest med Egyptisk folkemusik ud af højttalerne og de fine pyramider på bordet, da Byron kom ind og fandt os efter sin morgengåtur i fred og ro.
Hver dag siden har åbnet op for nye emner, drengene spørger ind til. Eller bare – fortæl om dengang du var i junglen, mor! Eller dengang vi var inde i maven. Og – er der myretuer så store som den der flisbunke? Og… skal vi lave noget mad sammen? Skal vi læse sammen?
Og selvfølgelig skal vi det. Det er sådan det skal være i min verden lige nu. Så nært og godt og svært på én gang. Og jeg er virkelig en stor tvivler på, om livet ønsker andet af os, når vi har små børn. Det føles godt at tillade det nære at fylde. Når man livet igennem er blevet undervist i at skulle tjene sit samfund, så føles det godt at sige; jeg gør det på min egen måde. For hvordan kan jeg gøre det bedre, end at give den næste generation det allerbedste af mig, mens de gerne vil lære af mig og være med mig?

Hvad vil du for tiden? Og hvor kommer motivationen til det fra? Og vil du det da stadig?