,

Giver færre ting mere plads til det vigtige i livet?

Familietur med modsætninger

Den forudgående aften havde været alt for lang og udfordrende. Vi havde kørt østsiden af området ved Bølling sø tyndt efter den shelterplads, vi spottede på kortet, mens vi stadig havde strøm på mobilen. Da vi endelig fandt det, var det selvfølgelig optaget. Klokken nærmede sig 21.00 og vi spiste chips for at holde sulten hen. Og for at holde humøret oppe. Byron havde resolut styret bilen rundt i diverse plantager, grusveje, skovveje og noget som føles som endeløse u-turns. Børnene sad bagi den tætpakkede skoda og var ufattelig ukuelige midt i det hele.
Knap to timer senere landede vi på et af hærvejens overnatningssteder et helt andet sted end planlagt. Der var allerede et telt slået op og to cykler holdt tæt ved. De var gået til ro. Vi fik smidt vores ting ind i shelteret, og så gik jeg vanemæssigt i gang med at stege den planlagte aftensmad på bål. I bakspejlet havde havregryn også virket godt lige der. Jeg kan ikke se andet end flammerne… Om kødet er gennemstegt, om gløderne falder ned i min chili sin carne på dåse, eller om det hele brænder på – jeg aner det ikke. Imens havde Byron en længere seance med børnene om en sovepose, hvis lynlås var gået i stykker, et lagen der krøllede og en elendig luftmadras, der tager en evighed at pumpe op, som de endte med at droppe.
Jeg stak til sidst børnene nogle pølser og hot wings, der var så stærke, at den ro Byron havde fået på dem, forsvandt med et trylleslag. Jeg stoppede creme fraiche i munden til lindring, og tilhørende godnatkram da den er hen ad midnat. Da jeg lå ned kunne jeg endelig begynde at tænke tanker, jeg kunne få hold på. Jeg glædede mig bare til i morgen, når solen stod op og vi kunne tage nogle bedre beslutninger. Jeg smilede inden jeg sov – det skal nok blive en god sheltertur fra i morgen. 

Midt om natten vågner jeg med et sæt. Noget stort er i vores nærhed. I min døsige tilstand hører jeg lyden af noget der knurrer og snapper noget af det kød vi efterlod på bordet lige ved shelteret. 1 meter fra vores hoveder. Hvad var det? En ræv? En ulv? Jeg vågner helt op og kalder på Byron. Noget der minder om panik breder sig i mig. Og så ser jeg en mand komme ud fra sit telt og råbe “NEJ”, og lynhurtigt efter en stor sort ulv løbe tungt og adræt i hans retning – lige forbi shelteret. Jeg er helt paf. Hvad var det? Var det virkelig en ulv? Hvad sker der? Jeg har sjældent mærket sådan en livstruende følelse i kroppen… Intet andet eksisterer, alle muskler er spændte og min opmærksomhed er tændt som aldrig før. Samtidig er det så surrealistisk, at jeg ikke kan tro det.
Så vågner Byron også op og fortæller, at han glemte at sige, at dem i teltet har en schæfer med sig… Og om morgenen ligger kødet stadig på tallerkenen, og Byron mente ikke den havde været ovre hos os, så resten må jeg have digtet.
Men chokket, lyden af det knurrende dyr og følelsen af at være i fare er indprentet i mit nervesystem flere dage efter. Sårbarheden ved at være gravid sætter sine spor. Og herude er alt bare anderledes råt.

Vi er kommet hjem efter endnu en sheltertur i det danske sommerland. Denne gang alle fire afsted, denne gang uden mulighed for at booke shelters på forhånd, fordi midtjylland ikke er lige så organiserede som Sydfyn. Og fordi mobilerne ikke kan opfange net eller går ud undervejs.
Det har været noget så levende i disse dage. Det har været intenst og synligt. Der har ikke været nogle steder, eller nogle ting vi kunne gemme os i eller med, hvilket gør at vi er NØDT til at tage os af det, som er lige nu. Nu hvor jeg er hjemme igen, kan jeg mærke hvordan tingene omkring os distraherer og sætter os igang eller forvirrer og forstyrrer. Alt det man skal eller tror man skal nå pga. disse ting. Vi er ikke engang en familie, der anskaffer os særlig meget. Men det som er – det fylder nogle tomme rum op, hvis fravær jeg kunne mærke på vores tur. Nogle rum som gav plads til noget vigtigere i vores familierelationer og i os selv. I længere tid har vi været i proces med at skille os af med ting, men nu er vi skarpere end nogensinde. Jeg har halveret drengenes garderobe her til aften. Min følger i morgen. Det er let. Alt det som en stor mave ikke kan være i ryger videre til senere eller til andre. Køkkenet skal trimmes. Hvem har brug for så meget bestik på én gang? Et sæt hver må da være nok. Hvorfor lader vi os snyde til at tro, at vi har brug for så meget!?!

Når vi er afsted har vi hver en dyb og en flad tallerken. De vaskes op hver gang de er brugt. Vi har lidt tøj, regntøj, gummistøvler og trøjer. Vi har ild, soveposer og underlag. Vi sover ikke allesammen lige godt, men det vænner man sig langsomt til. Vi spiser fra bålet, børnene lærer nye ting – håndværk og om sig selv. Vi bliver pressede og udfordrede og vi klarer den. Og vi fejrer det! Vi bader i alt det vand vi kan komme i nærheden af. Vi taler med alle de mennesker, vi tiltrækkes af. Vi åbner os op. Og lukker os i – på andre punkter. En af de ting vores børn lærer os er at blive bedre til at sætte grænser. Vi er ultra rummelige mennesker, Byron og jeg. Det er en fordel, men også en drænende ulempe – især på familiefronten. Når vi er afsted i naturen, skal det bare virke. Jeg kan tydeligere mærke, hvad jeg har brug for, og hvad jeg absolut ikke har brug for. Og så er omstændighederne sådan, at disse behov partout skal respekteres, på en anden måde end herhjemme. Vi har alle fire haft det sådan undervejs – sat tydelige streger i sandet. Været tydeligere – og delt mere.

Jeg værdsætter virkelig den enkelhed og samtidig fylde det er at bo tæt på naturen. Jeg drømmer om at bo i moderne yurter fra Canada, som dem her eller enkle træhytter, hvor jeg kan mærke den friske luft og høre naturen hele tiden. Jeg drømmer ikke om meget plads, kun udendørs. Oceaner af plads udendørs. Den naturlige skønhed i stedet for tingenes krav om vedligeholdelse.
Jeg snakkede med en mor til en af Milas’ veninder i går på stranden. Hun var optaget af præcis det samme. Tingenes betydning. Så stødte jeg på det her oplæg hos Maj My i dag. Måske er det noget der sker simultant hos mange for tiden, fordi det er ferietid og vi lægger mærke til det som omgiver os på en anden måde?

Gør du? Rydder du op som en gal? Eller længes du efter det? Hvordan har du det med de ting, der omgiver dig? Nærer de eller dræner de dig? Og hvad tror du der ville ske, hvis du kun havde de basale ting i dit hjem? Er det en skræmmende eller lokkende tanke?

 

 

 

2 replies
    • Ildbarnet
      Ildbarnet says:

      Det må altså være en universel ting, det her oprydningstrang… Er blevet anbefalet at kigge på Konmari – kender du det?

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.